Normalt anser jeg mig selv for én af det danske sprogs store og allermest inkarnerede forsvarere, men for nylig er en lille orm begyndt at gnave ... For hvem har egentlig facitlisten for sprog? Hvem bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert? Mange vil sikkert svare "Det gør Sprognævnet selvfølgelig" - og det var faktisk også, hvad jeg troede, indtil jeg blev klogere ...
Sprognævnets opgave og ansvar er nemlig udelukkende at registrere sproget, som det bliver brugt, og som det udvikler sig med tiden. Så når brugerne af sproget gradvist begynder at bruge gamle udtryk på en ny måde - eller opfinder nye ord og anvender dem i praksis - så registrerer Sprognævnet disse nye anvendelser/nye ord og indfører dem i dansk retskrivning. På den måde er det for eksempel sket, at en 'bjørnetjeneste' nu pludselig er noget positivt i stedet for som tidligere noget negativt. Og at det at blive 'forfordelt' ikke længere er noget, man bør undgå, men snarere tilstræbe.
Spørgsmålet er så bare, om det altid er rimeligt 'bare' at ændre på definitionen, fordi der er opstået en tendens til at bruge et givent udtryk på en ny måde, eller om vi bør tage logikken med ind i beregningerne også. Der er jo rent faktisk en grund til, at man taler om fx en 'bjørnetjeneste' - udtrykket stammer fra en fabel, hvor en bjørn kommer til at gøre mere skade end gavn, da den prøver at gøre en mand en tjeneste.
Noget tilsvarende gør sig gældende i gramatikken, hvor man ikke længere automatisk sætter 't' på adjektiver, der står adverbielt i en sætning (de ord, der på engelsk altid ender på '-ly'). I stedet er der nu lavet en regel, der siger, at visse ord kan have 't' på, visse ord kan ikke længere have 't' på - og visse ord kan aldrig have 't' på. Ikke lige den nemmeste 'logik' at følge.
Min pointe er, at vel skal vi følge med tiden og acceptere, at sproget udvikler sig. Men hvis logikken forsvinder ud af sproget - gør vi det så ikke bare urimeligt svært for nye borgere (det være sig vores børn eller nytilkomne udlændinge) at finde rundt i det? Hvis man ikke længere kan 'finde tilbage' i sproget og forstå sammenhængen, hvordan kan man så vide, hvad der er rigtigt og forkert uden at skulle slå alting op? Lægger man så ikke bare grunden til en helt skæv udvikling, hvor ordene til sidst bare er ord uden nogen som helst form for historie? Og kan man så egentlig kalde det et sprog? Ja, jeg spørger bare, fordi jeg selv er i tvivl ...
Åh, hvor skønt at møde en anden sprogspasser!
SvarSletOg hvor er jeg enig med dig, både i synspunkter og tvivl.
Jeg kan blive sådan i tvivl, når der bliver talt om at det er godt at xx bliver forfordelt - når der med "godt en liter" menes "knap en liter" - eller når en afstand er en kilomet.
Jeg er nået frem til at jeg vil ha' lov at tale og skrive korrekt efter de regler jeg har lært. Jeg kan ikke forhindre ændringerne, men måske forhale dem lidt i omgangskredsen.
Meget lidt ;-)
Hej 'Krage'
SletJa, det er bestemt altid dejligt at 'møde' en ligesindet! Mit største problem er, at jeg, fordi jeg både er sprogmenneske fra fødslen og faktisk også arbejder med sprog til daglig, ofte får skudt i skoene, at jeg går alt for meget op i, hvad er er rigtigt og forkert. Det mest brugte argument er, at 'det jo ikke betyder noget, når bare vi alle sammen forstår hinanden'. Men pointen er jo netop, at det gør vi jo ikke, når betydningen vendes på hovedet. Og endnu værre - hvordan skal man som underviser undervise i et sprog, hvor logikken langsomt forsvinder? Jeg savner i den grad en myndighed, man kunne tage problematikken op med - og her dur Sprognævnet bare slet ikke. Det er som om, de er blevet immune over for alt, hvad der bare kunne minde om kritik, og derfor bare hovedløst gentager, at sproget udvikler sig, og det skal det have lov til ...